Grund- og reparationsfølelser
Hvilke grundfølelser kan du regne med at opleve jævnligt? Hvilke basisfølelser er vi udstyret med? Forskellige fagfolk, forskere og klinikere har lidt forskellige bud, men de fleste er enig om disse følelser - de primære følelser - som er vrede, glæde, sorg og seksuelle følelser.
Ud over disse grundlæggende følelser kan vi tale om det vi kalder reparationsfølelser og signalfølelser. Deres navn fortæller om hvad de kan gøre for os. Signalfølelserne kan du læse mere i menuen til venstre eller lige her. Det følgende er et forsøg på at give dig et større indblik i grund- og reparationsfølelserne.
GRUNDFØLELSERNE
Vrede
Sådan kan du mærke den i kroppen: En varme og energi der spreder sig fra midten af kroppen og udad. Især i kæben, nakken, skuldrene, armene og hænderne.
Formålet med følelsen:At mobilisere dig selv, protestere og stå op for dig selv, beskytte dig selv og andre.
Konsekvenserne af ikke at føle følelsen: energiløshed, depression, svært ved at sætte grænser, svært ved at gå efter dine mål, træthed, angst, nedsat immunforsvar.
Kærlighed, Glæde og positive følelser
Sådan kan du mærke dem i kroppen: Smil, åbne øjne, en udvidende følelse i brystet, en generel følelse af lethed og energi i kroppen, en varm følelse indvendigt, dyb afslapning i kroppen.
Formålet med følelserne: Glæde belønner os når vi gør fremskridt hen imod vores mål og glæde – oplevelsen af positive følelser fremmer vores fysiske og følelsesmæssige sundhed. Glæde styrker vores immunsystem og modvirker stress og smerte.
Konsekvenserne af ikke at føle følelserne: Du kan miste blikket for hvad de små ting i livet betyder, du har svært ved at leve her-og-nu, mindre socialt netværk, sover dårligere om natten, det er sværere at opretholde vigtige relationer, mangler energi og motivation
Sorg og smerte
Sådan kan du mærke dem i kroppen: Hals, hjerte og brystregion. Øjenlåg bliver tunge, fugtige eller våde øjne, tung fornemmelse i brystet, skuldrene hænger.
Formålet med følelserne: at hjælpe os med at bearbejde et tab, at hjælpe os til at stoppe op og undersøge hvad der virkelig betyder noget for os, en begivenhed f.eks. en nær persons død, skilsmisse eller utroskab eller et tab vi har været udsat for, fx tab af muligheder.
Konsekvenserne af ikke at føle følelserne: Tab af energi, svært ved at komme videre livet, manglende motivation, svært ved at mærke hvad der er vigtigt, energiløshed, dårlig hukommelse, depression, angst, nedsat immunforsvar.
Seksuelle følelser
Sådan kan du mærke dem i kroppen: primært kønsdelene, varme, kildren, trykken, energi, bevægelse.
Formålet med følelserne: Forplantning, fysisk og følelsesmæssig nydelse og tilfredsstillelse, skabe forbindelse med et andet menneske,
Konsekvenserne af ikke at føle følelserne: Seksuelle følelser er en del af vores livsenergi og når de undertrykkes i stedet for at føles, fordrejes de til noget andet, vi kan opleve mindre energi og optimisme, mindre livsglæde, mindre lyst til at prøve nye ting
REPARATIONSFØLELSERNE
Alle følelser kan reparere, hele og forøge din sundhed. Men to specifikke følelser har det simpelthen som opgave at hjælpe dig med reparation.
Skyld opstår i relationen til andre og skam opstår i relationen til mig selv. Skyld reparerer relationen til andre, skam reparerer forholdet til dig selv.
Skyld
Sådan kan du mærke den i kroppen:en tung smerte i brystet, smertefuld sommerfugle i maven, en strammen i maven, en kvælende fornemmelse.
Formålet med følelserne: at reparere en relation til andre når du har gjort dem ondt fx ved at såre dem, at sige undskyld, hjælpe os til at passe på vores forhold til andre mennesker
Konsekvenserne af ikke at føle følelsen:kroniske nakkesmerter, svært ved at koncentrere sig om en opgave, selvdestruktive tanker og handlinger, du eksploderer let under kritik, du saboterer hele tiden din egen succes, du har svært ved at have gode sunde forhold til andre.
Skam
Det er vigtigt at skelne mellem sund og usund skam. Skam som en sund, selvhelende følelse og så den skamfulde, smertelige oplevelse der kommer når man kritisere sig selv og udskammer sig selv.
Sådan kan du mærke skam i kroppen:Mærkes primært i brystet og hovedet, du undgår øjenkontakt, kvalme, sløvhed, rødmen, lyst til at tie stille.
Formålet med den sunde skam: sund skam hjælper os til at have en realistisk ydmyghed og derfor styre visse former for adfærd, der kan overskride grænser, fornærme andre eller bryde sociale konventioner og love på en måde, der forårsager en moralsk forargelse i andres øjne. Sund skam hjælper os til at leve op til vores egne værdier og standarder.
Konsekvenserne af ikke at føle den sunde skamfølelse: lavt selvværd, vi er forsvarsprægede, vi ser os selv og andre som enten gode eller dårlige, vi ser ikke og anerkender ikke vores egene styrker og kapaciteter. Selvdestruktiv adfærd.